Simested
Simested ligger lunt mellem de smukke Hverrestrup bakker med de talrige historiske gravhøje mod nord - og mod syd den idylliske ådal med Simested Å, som snor sig gennem landskabet fra øst mod sydvest.
Simested Å er et af landets bedste vandløb med havørreder. Åen strækker sig over 50 km. fra udspringet lidt syd for Rold Skov til udløbet i Hjarbæk Fjord. Åen er omkranset af enge og lyng- og kratbevoksede dalsider. Åen bliver brugt af mange fiskere i hele sæsonen, og den er specielt kendt for de rigtig store ørreder.
Hotel Simested Kro er et af byens helt store aktiver, som er en klassisk dansk kro. Det siges, at alles livretter kan fås i restauranten. Førhen mødtes man til bal på kroen, men i dag er det den gode danske mad, som er i centrum. På kroen er der plads til alle slags besøg - alt fra den romantiske middag, den store familiefest og til et stop for en busfuld sultne turister.
Hele byens samlingssted er idrætshallen, med navnet Østhallen. I 1987 blev hallen for første gang taget i brug – efter blandt andet stor hjælp fra lokale frivillige med at bygge den. Igen i 2012 var de lokale ildsjæle igen klar til at hjælpe med at udvide og renovere Østhallen.
I dag er der altid fuld fart på i hallen, hvor de lokale fra området sammen dyrker gymnastik, basketball, volleyball, linedance og meget mere. Foruden sporten, bliver hallen flittigt brugt til arrangementer, møder og fester.
De lokale siger selv om området:
”Uanset hvorfra man har sit udgangspunkt, er der ikke langt til en storslået naturoplevelse. I det hele taget et prægtigt område med mange muligheder for at bo og leve meget centralt i det skønne Himmerland.”
Oplev også:
- Stationsbygningen
- De tre vogterhuse
- Simested Kirke