Vesterbølle
Vesterbølle er en meget gammel landsby, som menes at have historie helt tilbage til vikingetiden. Byens ældste bygning er kirken. Den ældste del, skibet, og det meste af koret er bygget sidst i 1100-tallet. Tidligere havde kirken tilnavnet Himmerlands Domkirke.
Vesterbølle blev i 2003 udpeget af Viborg Amt til at være en kulturhistorisk bevaringsværdig landsby. Dette er blandt andet fordi, de fleste af de mange gårde i byen er blevet indenfor byskiltene og derved ikke flyttet ud på marken – det er noget helt særligt, som derfor skal bevares.
Den helt store samlingskraft i Vesterbølle, arrangementet ’Levende Landsby’, finder hvert år sted den første weekend i august. Her får gæsterne et indblik i, hvordan tilværelsen i landsbyen var i gamle dage. Her er alt fra gammeldags høst - med gamle redskaber som blandt andet le, slåmaskine og jyske heste, til klipning af får og børnelege. Som der også siges i videoen, så føler turisterne når de er i byen, at pulsen falder og alt foregår i et mere roligt tempo.
Da kommuneskolen blev nedlagt i 1983, startede Vesterbølle Efterskole i bygningerne i samme år. I dag har skolen plads til 92 elever. Med profilområderne som volley og idræt, musik og teater, kunst og design, og friluftsliv er efterskolen et godt aktiv for landsbyen.
I Vesterbølle er der et godt sammenhold blandt borgere som altid har boet i byen og nye tilflyttede børnefamilier.
Oplev også:
- Fredede jorddiger på Holmen
- Julemarked afholdt af Levende Landsby
- Gammeldaws æblepresning