Vegger
En lille by i Himmerland med omkring 300 indbyggere. Det mindre indbyggertal skal man dog ikke blive skræmt væk af, da byen summer af liv og sammenhold mellem borgerne.
Vegger er blandt andet kendt for Storkereden på den gamle smedie, hvor storkepar siden 1936 og ca. 70 år i streg har slået sig ned. Her er der igennem tiden også opvokset storkeunger. I dag er det dog flere år siden, at der sidst var en stork i reden.
Hvert år kåres der en “Storkekonge” og “Storkedronning” blandt byens beboere.
I byen findes en sportsplads med fodboldbaner, klubhus og et Idræts- og kulturhus samt lethal med indendørs idrætsbane, som kan siges at være byens vartegn. Dette er også blevet et populært samlingssted blandt andet for Vegger Idrætsforening, som tilbyder både fodbold, badminton, gymnastik og volleyball og for KFUM spejdere. Der afholdes her også flere arrangementer og aktiviteter for byens borgere, eller der kan lejes lokale til private arrangementer.
Fra Vegger går der cykelsti til blandt andet Aars, og byen kan desuden prale af at have egen frisørsalon samt købmandsforretning.
I byen er man generelt rigtig stolte af forretningslivet - både tidligere og nu. Dette giver sig blandt andet til udtryk ved de mange skilte, der er hængt op rundt omkring på byens bygninger, hvor der tidligere har været forretninger fra alt fra modemagasiner til tømmerhandel. Der er også på købmandsbutikkens opsat skilte, og derudover er der i centrum af byen placeret 7 skilte, som tilsammen udgør et lille kunstværk. På nogle af disse skilte fortælles byens historie både på tekst og i billeder, plus et der peger ind i fremtiden, og et der viser kort over, hvor de historiske huse rundt i byen kan findes. Disse skilte skal være med til at inspirere til ture rundt i byen og landskabet.